Ny version af NPGDe hollandske programmører bag packet-terminalprogrammet New Packet Generation (NPG) har nu udsendt version 2.00 af deres program, og der er efterhånden tale om et ganske stort og veludviklet stykke software.
NPGs opbygning minder om forskellige tyske terminalprogrammer som SP og GP, men indeholder også features, der kendes fra f.eks. TPK og Tst Host og kan bruges sammen med FBB-BBSerne.
I Hollandsk privatradio har de tyske terminalprogrammer tidligere været næsten enerådende på "markedet", og nok er disse i udstrakt grad kompatible med hinanden, men med deres tyske standarder for filoverførsel (Autobin) og mailsystem (DieBox-list) er de desværre ikke kompatible med ret meget andet.
Siden har også programmer som Tst Host vundet frem i Holland, men de har Yapp og ikke Autobin som filoverførselsprotokol, og de tyske og ikke-tyske programmer kan heller ikke bruge hinandens plug-ins (hhv. RUN-programmer og PG-programmer).
Man kan levende forestille sig, hvordan hollandske packetfolk med tiden har fået behov for at skifte frem og tilbage mellem to packetprogrammer for at kunne kommunikere bedst muligt med alle, og NPG er tilsyneladende et godt bud på en løsning af dét problem. NPG er så at sige en krydsning mellem de tyske programmer og Tst Host. Det indeholder både Yapp og Autobin, det kan bruge både PG-programmer og RUN-programmer, og så har det også unproto-mailsystem. DieBox-list er dog ikke med, men der findes næppe heller nogen DieBox-BBSer i Holland.
NPG 2.00 er gratis og kan downloades fra NPG-folkenes hjemmeside, der i øvrigt har fået eget domæne og nu har adressen www.npg-team.org . På packet og telefon kan programmet også downloades fra A34BBS.
Selv om NPG er hollandsk, er det engelsksproget og leveres med engelsk vejledning. Derimod mangler der underligt nok en liste over, hvad der er nyt i den nye version. 7. februar 1999.
Klik her for at kommentere emnet i artiklen. |
|